Indledning

Kære Læser

Efter at min bror, Kurt og hans datter, Steffani har gjort et stort arbejdet med at finde noget af vores slægt i kirkebøgerne og folketællingerne, fik jeg en stor lyst til at udforske de egne hvor personerne fra vores slægt har boet, og hvordan deres samtid var. Det blev utroligt spændende så Jeg begyndte ligeledes at søge oplysninger dels i kirkebøger og i folketællingerne.

Det kan lade sig gøre fordi der ved kongeligt brev af 17. maj 1646 til landets biskopper, blev pålagt landets præster at føre kirkebog med alle fødsler, vielser og dødsfald, foruden de kirkelige handlinger i sognet.

Men allerede 1573 begyndte præsten Jacob Andreæ Gennerani at føre kirkebog i Hjordkær.

Danmarks ældste kirkebog er forholdsvis lille: ca. 16,5 x 10,5 cm. Sproget er en blanding af dansk, latin og plattysk. Kirkebogen opbevares i dag på landsarkivet i Aabenraa.

(Se mere om den ældste Kirkebog fra 1573 i Afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 1)

Før 1812 måtte den enkelte præst selv bestemme, hvordan han ville indrette bøgerne, og i hvilken orden han ville skrive dåb, vielse og begravelse. Nogle præster har lavet særlige afsnit til de forskellige kirkelige handlinger. Andre har ført registreringerne ind i kronologisk orden.

Efter 1812 er kirkebøgerne ført på skemaer. Det blev også i 1812 bestemt, at der skulle føres to sæt kirkebøger: en hovedministerialbog, som præsten skrev i, og en kontraministerialbog, som blev ført af skolelæreren eller af degnen. De to ministerialbøger måtte aldrig opbevares under samme tag – det må de stadig ikke – og derfor er alle landets kirkebøger bevaret fra 1813 og fremefter, uanset om præstegården eller degneboligen er brændt.

(Se mere om Kirkebogen bliver et krav i 1645 i Afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 1)

I afsnittene om min farfars  og min farmors Aner går jeg tilbage til mine direkte aner i 7. generation, altså til midten af 1700-tallet på mine Tip-4 oldeforældres tid, Det var dengang der var enevælde og hvor kongen havde magten i Danmark.

Enevælden i Danmark-Norge blev indført efter en række politiske uroligheder i 1660 under Frederik 3. og afskaffet i 1848 ved en fredelig revolution efter Christian 8.s død. I Norge ophørte enevælden allerede i 1814 i forbindelse med opløsningen af rigsfællesskabet.

(Se mere om livet under den ældre enevælde 1660 i Afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 1)

Ved enevældens indførsel i 1660 fik Frederik 3. overdraget sin håndfæstning fra 1648 i kasseret form, hvilket betød at grundlaget for hans regeringsførelse var ophævet. I 1665 blev det besluttet at lave en lov der sikrede enevælden og arveretten. 

Kongeloven var forfatningsloven for den danske enevælde. Den blev underskrevet af Frederik 3. på hans fødselsdag den 14. november 1665, men først læst op ved Christian 5.s salvning i 1670 og endelig udgivet på tryk i 1709. Kongeloven indeholdt forfatningsbestemmelser, regler for et formynderstyre i tilfælde af en mindreårig regent og udførlige arvefølgebestemmelser. Den er det eneste historiske eksempel på en forfatningslov for et absolutistisk styre og dermed i sig selv interessant i både dansk og international sammenhæng.

(Se mere om Kongeloven fra 1665 i Afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 1)

Med Christian 5.s Danske Lov fra 15. april 1683 fik Danmark formelt set den første samlede rigslov. Lovbogen skabte retsenhed i Kongeriget Danmark, der siden middelalderen havde været opdelt i et skånsk, et jysk og et sjællandsk retsområde. Arbejdet med Danske Lov blev iværksat kort tid efter indførelsen af enevælden i 1660 med det formål at ændre den del af lovgivningen, der ikke var i overensstemmelse med den enevældige styreform. Danske Lov byggede i vidt omfang på ældre lovbestemmelser, men tilstræbte at skabe en større grad af lighed for loven ved f.eks. at fjerne adelens begunstigelser. Det enevældige styre ønskede med loven at samle, harmonisere og revidere lovgivningen samt udarbejde én samlet lovbog for gældende ret, der var så alment gyldig, at den ville være brugbar på længere sigt.

(Se mere om Danske Lov fra 1683 i Afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 1)

Man var bange for (og det gjaldt langt op i sidste århundrede), at barnet var fortabt, hvis det døde uden at være døbt. Frem til 1857 var der bødestraf for ikke at lade sit barn døbe eller ikke overholde den fastsatte frist Christian V's Danske Lov fra 1683 og Kirkeritualet fra 1685 bestemte, at børn skulle døbes senest 8 dage efter fødslen, hvorfor mindst en tredjedel af alle børn blev hjemmedøbt, i nogle sogne langt flere.

Ofte vil kirkebøgerne før 1813/14 som regel ikke nævne fødselsdatoen, men alene dåbsdatoen; men som regel kan man regne med, at fødselstidspunktet ligger inden for de 8 dage forud for dåben 

(Se mere om Danske Lov 2. Bog, 5. kap. art. 1–9 om dåben 1683 i afsnittet om Danmarkshistorien del 1)

Dåbsforordningen i 1828 gav en betydelig længere frist, nemlig 8 uger, hvis børnene var født mellem 1. marts og 1. september. Var de født i den kolde halvdel af året var fristen helt frem til udgangen af den påfølgende maj måned. Det var dog nok sjældent, at man ventede så længe, også fordi der var en del overtro forbundet (undtaget var dog jøder og eventuelle andre religiøse mindretal).

Det mest spændende for slægtsforskere er § 18, som siger, at barnet skal døbes ikke alene med fornavn, men også med et "Familie- eller Stamnavn". Det var så kort formuleret, at det selvfølgelig gav anledning til adskillige spørgsmål, og i oktober samme år udsendtes til biskopperne et cirkulære, der nærmere forklarede, hvordan præsterne skulle administrere denne bestemmelse.

Man havde indtil da i kongeriget Danmark kun indført dåbsbørnene i kirkebøgerne ved fornavn. Men i 1828 udstedtes en "Forordning om Adskilligt, som i Henseende til Daaben bliver at iagttage", og i slutningen af § 18 støder man på denne helt ukommenterede sætning: "Iøvrigt bør hvert Barn ved Daaben benævnes ei alene med Fornavn, men og med det Familie eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære".

(Mere om Danske Lov 2. Bog, nyt om dåben 1828 i afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 2)

I januar 1736, blev der udstedt en lov om konfirmation af Christian 6. Loven gjorde konfirmation obligatorisk for alle børn i kongerigerne Danmark og Norge. Et vigtigt element i loven var, at konfirmanderne skulle gennemgå et undervisningsforløb i kristendommens rette lære, inden de kunne indstilles til konfirmation.

Konfirmationens indførelse skete under indtryk af pietismen. Og meningen var at sikre, at børn og unge nu også forstod nadverens betydning og kunne deres kristendom.

En forordning i 1759 bestemte, at børn kun i særlige tilfælde måtte konfirmeres, før de var 14 år. Til gengæld skulle de være konfirmerede, før de fyldte 19. Blev det ikke overholdt, kunne den unge kvinde eller mand komme i fængsel, indtil vedkommende havde lært nok til at blive konfirmeret.

(Se mere om Konfirmationsforordningen 1736 i afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 2)

Den første folketælling på dansk grund blev foretaget i 1769, men først fra den næste i 1787 har vi bevaret listerne med de enkelte navne på. Den følgende blev foretaget i 1801, og derefter er der et spring frem til 1834, herefter blev folketællingerne foretaget med 5 eller 10 års mellemrum.

Jeg bruger mange fotografier i mine historier og beretninger, dels fordi jeg syntes de levendegør fortællingen og dels fordi jeg elsker de gamle fotos. En del af billederne har jeg fra min farmor og mine forældre, men mange af dem er hentet på arkiv.dk og på de forskellige internetsider om de forskellige sogne.

I årtusinder arbejdede kunstnere i dage eller uger for at skabe et billede af virkeligheden. Så kom fotografiet. Med ét var det muligt at fastfryse øjeblikket. Opfindere og ingeniører forbedrede konstant det nye medium, og snart kom kameraet med i krig, til Månen og helt ind til fosteret i livmoderen.

(Se mere om fotografiets historie og Sådan blev fotoet allemandseje 1828 i afsnittet om Danmarkshistorien kort fortalt del 2)

På arkiv.dk kan man finde mange oplysninger og billeder fra fortiden, og det har jeg benyttet mig af. Ligeledes er google også et godt redskab til at søge oplysninger i.

For at forstå hvordan der var i Danmark, da de forskellige generationer levede, har jeg valgt at skrive lidt om de konger der regerede landet på samme tidspunkt. Jeg starter med Frederik den 4. 1699-1730 og Slutter med Frederik den 9. 1947-1972.   Se mere i afsnittet om kongerne.

Med hensyn til de tal der står i forbindelse med personerne, er anenumre. Alle aner har fået tildelt et fortløbende anenummer. Numrene er tildelt således, at jeg selv har nummer 1, min far har det dobbelte, og min mor har det dobbelte + 1. Det er et gennemgående princip, at alle mænd har lige numre og kvinder ulige.

Eksempel: Man kan regne slægtsrelationer ud ved at kende anenummeret. Det illustreres ved dette omvendte regnestykke. Jeg har nummer 1. Når jeg ganger med 2 får jeg anenummer 2 - min far, og lægger jeg 1 til får jeg anenummer 3 – min mor. Ganger jeg anenummer 2 - min far, med 2 får jeg anenummer 4 - min farfar og lægger jeg 1 til får jeg anenummer 5 – min farmor. Ganger jeg igen med 2 får jeg 10 – min oldefar (Farmors far)! Endvidere er det sådan, at det første nummer i en anegeneration angiver hvor mange aner, der er i den pågældende generation.